Visioner for folkeskolen

Mere dannelse, trivsel og faglighed

Der mangler en tydelig vision for den fælles folkeskole i Rudersdal. Folkeskolen er en af de vigtigste institutioner i samfundet. Det er her kommende generationer bliver klædt på til livet. Det er her børnene skal udvikle sig til gode, harmoniske og dannede borgere, så de – ligesom generationer før dem – kan videreføre samfund og demokrati. På den måde kan også deres børn og børnebørn få glæde af den frihed og velstand, som tidligere generationer har skabt.

Mange familier står, når børnene når skolealderen, over for diskussionen om folkeskole kontra privat friskole. Spørgsmålet er, om folkeskolen kan sikre den nødvendige faglige ballast, og om almen dannelse i dag er mere end blot et begreb. For mange vejer trygge, lokale omgivelser og fællesskabet med kammeraterne i fritiden tungt, når valget falder på folkeskolen.

Flere forældre engagerer sig aktivt i skolebestyrelsesarbejdet for at være en stemme i et system, der desværre ofte møder modstand, når det gælder den klassiske almene dannelse. Klassisk dannelse handler om, at både børn og lærere møder velforberedte og til tiden, at børn ikke alene lærer at læse og regne, men også får indsigt i kultur, historie og demokrati. På den måde bliver de rustet til at træde ind i samfundet som ansvarlige borgere.

En klar forventning er, at hård og grov tale eller adfærd blandt børnene aldrig accepteres, men konsekvent påtales og sanktioneres. Skolens kodeks for trivsel og mobning skal efterleves i praksis, ikke blot på papiret. Samtidig skal børnene have fyldt så meget faglig viden på som muligt og møde den danske kulturarv gennem historie, litteratur og sang. Daglig morgensang med sange fra den danske sang- og salmeskat bør være en naturlig del af alle folkeskoler, så kendskabet til og glæden ved Grundtvig, Kingo og Ingemann lever videre. Kulturarven skal gives videre, ellers kan den ikke bevares.

Det er heller ikke alle børn, der har opbakning hjemmefra. Derfor har skolen en særlig forpligtelse til at give de børn, der ikke har fået dannelse ind med modermælken, muligheden for at få den ind med skolemælken. Det kræver respekt for lærergerningen og tydelig anerkendelse af, at det er læreren, der sætter rammerne i klassen.

Venstre abonnerer ikke på det såkaldte "nye børnesyn", som ser børn som små voksne uden ansvar – en tilgang der præger skoleforvaltningen i Rudersdal. Venstre tror på, at børn trives bedst med tydelige rammer, klare forventninger og gensidig respekt. For glade børn lærer bedst, og glæden kommer ikke af uro eller mange vikarer, men af ro, tryghed og muligheden for fordybelse. Ro og orden er fundamentet for trivsel. Uden ro ingen fordybelse, uden orden ingen læring, uden rammer intet fællesskab.

Den digitale indlæring er kommet for at blive, og børn møder IT længe inden skolestart. Derfor er IT-dannelse vigtig, men den må ikke udelukke de fysiske bøger. En styrket IT-dannelse skal gå hånd i hånd med læsning af rigtige bøger, der fortsat spiller en vigtig rolle i børnenes læring.

Kampen for folkeskolen kan være hård, men den er værd at tage, for folkeskolen er en af de vigtigste fælles referencer i samfundet. Uden den risikeres sammenhængskraften at smuldre – det, der binder os sammen på tværs af sociale og lokale skel.

Privat- og friskoler spiller samtidig en vigtig rolle som alternativ og som trykventil for de familier, der ønsker noget andet, end folkeskolen kan tilbyde. De sikrer også, at folkeskolen tager sin rolle endnu mere alvorligt.

Venstre har i både skolebestyrelses- og kommunalbestyrelsesarbejdet forsøgt at sætte uro og larm i klasselokalerne på dagsordenen, senest i 2023 og igen i 2025. Trods et politisk flertal sammen med Det Konservative Folkeparti lykkedes det ikke at få tilstrækkelig opbakning, da også borgmesteren abonnerer på det nye børnesyn.

Venstre fortsætter dog kampen. Målet er en folkeskole for alle børn, en skole baseret på gode værdier, der giver børnene en solid ballast til livet som borgere i samfundet. Men det kræver flere stærke kræfter i kommunalbestyrelsen for at sikre, at disse værdier bliver til virkelighed.