Flemming Scheel

Kandidat til kommunalbestyrelsen

Venstre.dk

Lidt fakta om en ny kandidat

Jeg er født i Charlottenlund, opvokset i Øverød, og har boet i kommunen i mere end 60 år. Jeg er gift med den skønne Johanne, og vi har en datter på 23 år. I vores dejlige rækkehus bor der også den aldrende kat Sonja og den meget livlige labrador Toby.

Jeg er uddannet økonom (cand.merc.), og har arbejdet i medie- og underholdningsbranchen i mange år. I mere end 17 år som marketing- og eventchef i TV 2s kommercielle afdeling, derefter som chef i teaterverdenen, i forskellige roller i festivalbranchen, senest som ansvarlig for partnerskaber og hospitality på Heartland Festival.

Vi har i mere end 30 år boet i det dejlige område ved Holte Kirke, og siden 2009 har jeg været formand for Grundejerforeningen Rudehaven, som repræsenterer 183 ejendomme i området.

Jeg har været aktiv i foreningslivet i Holte, bl.a. i årene hvor Holte Håndbold lå i landets bedste række, og som formand for fodboldklubben Holte Star Club. Jeg har spillet fodbold på Rudegård, roet i Holte, spillet golf i Søllerød og Furesøen, og squash og tennis i Birkerød. Så jeg har været så heldig at kunne nyde godt at de mange fantastiske faciliteter der er i vores smukke kommune.


Hvorfor stille op til kommunalvalget?

Når man sidder som formand for en stor grundejerforening, har man pligt til at holde sig orienteret om de mange lokale politiske forhold, der har indflydelse på foreningens drift. Derfor følger jeg altid arbejdet i kommunalbestyrelsen og diverse udvalg. Der er mange interessante og vigtige informationer om kommunens drift i dagsordenener og referater fra møderne. For mig er det også helt naturligt at følge med i kommunens økonomiske forhold, da det jo berører os alle sammen og vores privatøkonomi.

Jeg har nogle ting der optager mig, og som jeg kan genkende på Venstres liste med mærkesager. Derfor var det helt naturligt for mig at takke ja til én af pladserne på opstillingslisten til KV25 for Venstre.

-        Varmeforsyningen skal være så billig og miljørigtig som muligt

Folketingets krav om fjernvarme skal tilpasses lokale forhold. At tvinge grundejere til at gå fra opvarmning med gas til den dyre fjernvarme påvirker husejere levestandard. Den danske gasproduktion i Thyrafeltet, er i fuld produktion, hvilket betyder at vi er selvforsynende. Samtidig er produktion af biogas et realistisk fremtidigt alternativ, og fjernvarmen skal kun påtvinges borgerne, hvor det giver økonomisk mening. 

-        Finde løsninger på kloak-separering der ikke ruinerer grundejerne

Alle er enige om at kloakseparering er løsningen på den triste udledning af kloakvand som belaster miljø og fauna i vores søer og vandløb. Vi skal kunne bade og fiske i Furesøen, og vi skal stoppe med at udlede kloakvand, når regnen fylder kloakerne. Men der skal findes en økonomisk forsvarlig løsning, der ikke tvinger husejere til at gå fra hus og hjem for at etablere en separering på egen matrikel. Og så skal der skrues op for informationer til borgerne, da uklarhed og manglende viden er et økonomisk spøgelse, der fylder meget i husejernes verden.

-        Fokusere på at skabe synlig og stærk ledelse af vores skolevæsen

Vi skal sikre at ledelsen af vores skoler er stærke ledere, som kan fastholde dygtige og kompetente lærere og undervisere. En stærk og dynamisk ledelse tiltrækker de dygtige medarbejdere. De er grundlaget for at vores skoler igen får et socialt og fagligt læringsmiljø, der kan favne alle elever.

-        Engagere kommunen i store sportsbegivenheder der gør borgerne stolte

Rudersdal har tidligere været vært for store sportsbegivenheder, og det skal vi være igen. For det sætter kommunen på landkortet og gør os stolte over at bo i en aktiv kommune. Vi skal bidrage aktivt, og gå ind i en dialog med forbund og arrangører om at planlægge og gennemføre begivenheder, der afvikles med respekt for borgerne.